Vi kører på hele Sjælland.
I Danmark er muldvarpen udbredt de fleste steder, både i skove, enge, græsmarker, heder, moser og intensivt dyrkede marker og i private haver.
Den mangler dog på mange små og store øer som Læsø, Anholt, Samsø, Møn og Bornholm.
Muldvarpen graver gange i jorden – hele året rundt. Nogle gangsystemer kan blive op til 200 meter lange. Den overskydende jord skubbes op som muldvarpeskud og kan være til stor irritation.
Selvom det faktisk er sundt for jorden med graveaktiviteten, da det giver en bedre gennemluftning af jorden, kan den gøre stor skade på din have.
Muldvarpen laver flere forskellige slags gange, der alle er cirka 5 cm brede og 4 cm høje. De permanente gange findes oftest i 10–20 cm’s dybde, men dybden varierer mellem 5 og 100 cm. Disse permanente, dybereliggende gange udgraves således, at den overskydende jord presses op til jordoverfladen og danner de velkendte muldvarpeskud eller muldskud. Muldvarpen graver skiftevis med højre og venstre forpote (hånd). Den løsgravede jord sparkes bagud med bagbenene. Når dyret har gravet i et stykke tid, vender det om og skubber den løse jord op gennem den nærmeste skrå sidegang, der munder ud ved jordoverfladen. Denne skubben foregår i stød, skiftevis med højre og venstre hånd. De permanente gange anvendes som jagtgange, idet gangene virker som en fælde for muldvarpens byttedyr. Gangsystemets udstrækning afhænger af fødegrundlaget på stedet.
Andre typer gange findes nærmere jordoverfladen. De såkaldte overfladegange skabes ved at den løsgravede jord presses i vejret, så gangen fremstår som en vold på jordoverfladen. Gravningen foregår her også stødvis, hvor dyret først presser jorden op med den ene hånd, idet den anden støttes mod gangens bund, hvorefter kroppen drejes omtrent 180° og bevægelsen gentages med de to hænders rolle byttet om. Disse overfladegange er ikke så holdbare og benyttes højst i nogle uger. Desuden findes helt åbne såkaldte brunstgange, der minder om en grøft med opkastet jord langs begge sider. Gangene er sat i forbindelse med dyrenes brunst, fordi de oftest findes i parringstiden i det tidlige forår. Det har dog vist sig, at de kan dannes på alle tider af året.
